torsdag den 28. marts 2013

Fuldkornspizza med laks, spinat og hytteost



 
Jeg biksede denne pizza sammen for nogle uger siden, og den var et stort hit både hos den kræsne kæreste og undertegnede. Fuldkornsbunden lavede jeg udfra denne opskrift fra iForm, men for en god ordens skyld får I den også nedenunder. Mangler man en pizzasten, som vi gør herhjemme, anbefaler jeg, at man lægger pizzaen på bageparpiret direkte i bunden af en godt varm ovn (uden plade imellem) - så bliver den så dejligt sprød.
 
Fuldkornspizzadej:
25 g gær
2,5 dl lunkent vand
150 g italiensk durummel
250 g fuldkornsmel (jeg brugte en blanding af grahamsmel og fuldkornshvedemel) 
1 tsk fint havsalt
 
Opløs gæren i 0,5 dl af vandet, og rør 2 spsk af durummelet i. Stil blandingen til hævning under et klæde i en halv time. Bland herefter resten af ingredienserne i, og ælt dejen godt, til den er lind og smidig. Flad så dejen ud på et stykke bagepapir, til den er så flad og tynd som muligt - eller del den alternativt i fire mindre pizzaer.
 
Pizza med laks, spinat og hytteost:
250 g laks uden skind i tern
200 g spæd spinat
4 tomater
1 ds tomatpuré
En halv dåse hakkede tomater med hvidløg
Cirka 5 spsk hytteost til fyld.
 
Jeg startede med at fordele tomatpuréen, en halv dåse hakkede tomater samt fire tomater i tynde skiver på pizzaen, og herefter blev den forbagt ved 230 grader i 6 minutter. Imens sauterede jeg spinaten i olie i en gryde, til den var skrumpet godt, lagde den til afdrypning i en sigte, og pressede godt, til væden var væk. Jeg fordelte så førsy spinaten, hernæst laksen og til sidst hytteosten over pizzaen og bagte den færdig i cirka 8 minutter ved 230 grader.
 
Velbekomme og rigtig god skærtorsdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar