På basis af denne simple opskrift fra Lises fine blog lavede jeg her til aften Fritatta med laks. Udover squash, som Lise bruger, tilsatte jeg porrer, løg og ærter, da jeg havde en del liggende i køleskabet, som skulle bruges. På billederne ser det måske ikke fantastisk indbydende ud, men det smager nu lækkert og er i øvrigt en fin måde at få grøntsager og proteiner på. Mine søde roomies lavede lækre auberginer i skiver, som blev grillet i ovnen og derefter drysset med lidt salt, hvidløg, paprika, basilikum og olivenolie. Mums. De lavede også Gnocchi på den klassiske italienske måde, i tomat- og mozarella sauce, men jeg var simpelthen for mæt til at spise mere end et par stykker. Ja, det ér farligt for kaloriebudgettet at bo med italienere - men også ekstremt lækkert.
I morgen aften kommer min søde J endelig til Amsterdam og ih, hvor kan jeg ikke vente. Hvis jeg skal være helt realistisk, får jeg nok for travlt med at nyde hans selskab til at blogge, men jeg har planlagt nogle indlæg til de kommende dage, så I ikke bliver snydt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar