onsdag den 15. august 2012

Let og lækker gulerodskage



Så er det atter opskriftstid, og traditionen tro er det en let en af slagsen, jeg i dag vil dele med Jer. En aften i sidste uge lavede jeg denne gulerodskage med smørcreme og syltetøj, som jeg synes, blev ret så lækker. Inspirationen fandt jeg i en opskrift fra Vægtkonsulenterne, som jeg justerede lidt, på baggrund af hvilke ingredienser jeg havde (og ikke havde) i køkkenet. Smørcremen kan naturligvis udelades, hvis man vil spare lidt ekstra på kalorierne, meeeeen den ér altså prikken over i'et i denne kage, så er det sagt.

Til en mellemstor kage brugte jeg 300 g fint revne gulerødder, som jeg rørte sammen med 80 g skummetmælkspulver (fås bl.a. i Superbest), 60 g groft hvedemel, 10 g bagepulver, lidt flydende sød samt kardemomme og kanel. Til sidst tilsatte jeg en smule mælk, så konsistensen blev lidt blødere (pas på ikke at tilføje for meget - fugten fra gulerødderne hjælper til med at give dejen en god konsistens), kom dejen i en form og bagte kagen ved 180 grader i cirka 50 minutter.

Til smørcremen brugte jeg Lätta, som blev blandet sammen med lidt vanillesukker, lidt flydende sødemiddel samt en smule citronsaft. Da kagen var færdigbbagt og afkølet, skar jeg den i stykker, skar stykkerne igennem på midten, hvorefter jeg smurte et lag smørcreme og et lag let jordbær marmelade imellem de to lag i kagen. Værsgo'!

Yum, bliver jo helt lækkersulten igen nu - godt man skal på café om ikke så længe. Kan I have en dejlig aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar